Archive for the ‘Diverse’ Category

Den sidste dag på pinden

juni 20, 2008

Så blev det min sidste dag som praktikant hos DOK54. Det har været 20 spændende og lærerige uger, som jeg har tilbragt her på Uhrevej. Jeg har bestemt fået det ud af mit praktikophold, som jeg havde forventet. Det har været sjovt at indgå i den kreative og til tider travle atmosfære der hersker på denne tegnestue.

Jeg er blevet udfordret på mange niveauer og områder, og det har helt sikkert rustet mig til min videre færd.

Den næste tid skal jeg bruge på at få de sidste detaljer omkring mit afgangsprojekt på plads, men håber og regner med, at der også bliver tid til lidt ferie.

Jeg føler selv at jeg er ved at være klar til at ”indtage” arbejdsmarkedet i forhold til færdigheder og kompetencer, nu mangler jeg bare at samle modet. Jeg vil ikke sige, at jeg er bange for, hvad der skal ske, når jeg er færdiguddannet, men uden at lyde for rørstrømsk, så er det jo en æra der slutter, den dag jeg får mit diplom.

Det er altid lidt ”farligt” og usikkert, når man forlader det velkendte såsom studie livet og springer ud i noget nyt og ukendt. Jeg er dog ikke i tvivl om, at hvad end jeg vælger at beskæftige mig med, så skal det nok lykkes mig – så længe der er noget jeg brænder for.

Har blot tilbage at sige tak for denne gang og rigtig god sommer, og vil hermed slutte mit praktikophold med et citat, som jeg selv skal huske den næste tid.

Alle vores drømme kan gå i opfyldelse – hvis vi har modet til at forfølge dem. Walt Disney

Reklamer

kraft(net)værk

maj 28, 2008

 

Der er nu kun lidt under 4 uger til jeg afslutter mit praktikophold, og jeg kan holde sommerferie.

Slutspurten er nu gået ind for at få færdiggjort mine projekter. Samtidig arbejder jeg på at finde et afgangsprojekt, som en af mine medstuderende og jeg skal udføre i efteråret – og det er lettere sagt end gjort.

Hverken DOK54 eller min medstuderendes praktikvirksomhed har nogle projekter, som lever op til vores og skolens krav, så vi har været nødsaget til at søge andet steds.

Det er ikke altid en let opgave at komme i kontakt med en virksomhed og overbevise dem om, at de skal indgå et samarbejde med to studerende. For det første ved virksomheden ikke hvad den får – der er stadig mange, der ikke kender til vores uddannelse eller ved, hvad vi kan. For det andet kan en virksomhed være usikker i forhold til aftaler omkring rettigheder og andre juridiske anliggender.

 

Min medstuderende og jeg har dog været så heldigt stillet, at vi begge gennem vores studietid har fået skabt et godt netværk, hvilket vi i dette tilfælde har gjort brug af.

Vi har herigennem fået kontakt til en virksomhed, der har flere interessante projekter på hånden. Arbejdet består nu i at få udarbejdet en aftale, samt udvælge et projekt.

 

Det at netværke er ikke noget nyt, der er blot blevet sat mere fokus på det de seneste år. Fordelen ved at skabe og bruge et netværk er, at det er gratis – gratis adgang til viden og kompetencer. Det er dog vigtig ikke at drive ”rovdrift” på sit netværk; det fungerer lidt efter ”noget-for-noget”-princippet.

 

Det tager tid at opbygge et netværk og det tager tid at pleje det, men det er tid vel brugt. Jeg har personligt brugt mit netværk ofte i løbet af min studieperiode i forhold til diverse projekter og opgaver.

 

Alle har et netværk, det handler bare om at lære at bruge det i forhold til fx. arbejde eller studie.

Man kan få meget ud af at ”udnytte” sit netværk, og her mener jeg ikke materielt.

Derimod kan man benytte netværket til sparring af ideer, inspiration eller hjælp til opgaver i form af ny viden og kontakter.

 

Det første skridt på vejen er at blive bevidst om det netværk, man allerede befinder sig i og derefter begynde at deltage aktivt i det.

Ikke alene er det til ens egen fordel i forhold til opgaver/arbejde mm., det giver også en dejlig mavefornemmelse, når man er den, der kan hjælpe en anden i netværket.

Klar til at sætte sejl

april 28, 2008

Denne uge var min 12. som praktikant, hvilket stadig slet ikke er til at forstå. Jeg har regnet lidt på det, og det viser sig, at jeg kun har 40 uger tilbage af min uddannelse. Om 40 uger er jeg altså færdiguddannet, jobsøgende diplomingeniør i integreret design.

Det kan til tider godt være en lidt skræmmende tanke. Til januar har jeg ikke længere skolen som sikkerhedsnet, og jeg kan ikke gemme mig bag det at være studerende. Samtidig glæder jeg mig utroligt meget til at komme ud og vise, hvad jeg kan. Jeg føler efterhånden også, at jeg er godt rustet til at komme ud på arbejdsmarkedet. Dette skyldes i høj grad mit praktikophold. Det har/er virkelig rart at få prøvet mine færdigheder af og derved få bekræftet, at det teori jeg har lært på skolen også kan bruges i praksis.

Hermed ikke sagt, at jeg tror, jeg kan alt. Det er først når jeg har bestået alle prøverne, står med beviset i hånden og er blevet ansat, at jeg rigtig skal til at lære.

På de 3½ år jeg har studeret, har jeg tilegnet mig en række grundteknikkerne og en basisviden om forskellige emner. Det jeg mangler nu er erfaring, og det er ikke noget man kan lære i et klasselokale. Foruden erfaring skal jeg også fortsat tilegne mig ny viden. Processer, materialer, standarder osv. udvikler sig konstant og det er derfor vigtigt at søge at holde sig orienteret, så man kan få så meget som muligt ud af teknologien og ind i morgendagens produkter.

Det kan være skræmmende når forandringens vinde blæser, men hvis man har sin baggrund i orden mener jeg ikke, at man har noget at frygte. Jeg ser min praktikperiode som en generalprøve på, hvad der venter mig til januar, når jeg er færdig på skolen. Det, at jeg har fået lov til at prøve nogle ting af med skolen som sikkerhedsnet, har gjort, at jeg uden tvivl er mere forberedt på de udfordringer der venter. Jeg er blevet mere sikker på mig selv, samt på hvad jeg kan og ikke kan. Jeg er ved at være klar til den verden af erfaring der ligger og venter på mig om 40 uger.

– Jeg er ikke bange for storme, for jeg er ved at lære at sejle mit skib. Louisa May Alcott

Bryllupsgaver

april 25, 2008

Jeg sidder i et netværk, hvor vi beskæftiger os med markedsføring – vi kalder det markedsføringsnetværket. Her var der en af de andre deltager der fortalte, at han havde læst et sted, at i 2008 ville der være rekord mange bryllupper. Hvorfor ved jeg ikke, men bryllupper er jo dejlige, og altid sjove fester at være med til.

Det interessante her for os hos DOK54 er at vi jo har vores kollektion af design produkter i varemærket by-number – som ville være perfekte bl.a. til bryllupsgaver og dekoration ved bryllupper J


  
Her er lidt inspiration og ideer til hvordan man ellers kunne bruge disse designprodukter til at hjælpe med at gøre den store dag mere stemningsfuld.  Olielamperne vil også gøre sig godt sammen med borddækningen – f.eks. kunne man sætte olielampen #5 – Hot Cube ved hver kuvert. Havefaklen #4 ville gøre sig godt i haveanlægget – i kombination med olielampen #2 man kunne sprede en hyggelig og romantisk stemning. Eller man kunne placere havefaklen #4-100 i indkørslen, og på den måde skabe en allé af levende lys.  

Blot et par ideer herfra

Praktik i en sommertid

marts 31, 2008

Så kom weekenden, hvor vintertid blev til sommertid, og uret skulle stilles en time frem. Det er i og for sig ikke noget problem at stille på de fysiske ure, men ens indre ur er lidt mere besværligt at ændre på. Det er meget muligt, at alle mine ure mandag morgen fortæller mig, at kl. er 06.00, men mit indre ur skriger ”kl. er kun fem – sov en time mere!!”. Trods problemerne med mit indre ur så glæder jeg mig over, at vi nu udnytter døgnets lyse timer bedre og at det stadig er lyst når jeg kommer hjem.  Som ved så mange andre ting forsøger jeg også her at fokusere på det positive/mulighederne i en situation, frem for det negative og besværlige – ikke alt her i livet skal være let og ligetil.

For mit vedkommende er det som regel også sådan, at jo hårdere jeg har arbejdet med en opgave, jo bedre er følelsen, når den er færdig og målet er nået. Det er min overbevisning, at når man møder en ny udfordring/situation, bør man forsøge at finde meningen med forandringen og reagere på denne, frem for at dvæle ved det trygge og kendte. Gør man ikke dette vil man aldrig flytte sig eller lære noget nyt.

Det at være i praktik indebærer dagligt nye og uvante situationer, som skal takles. Meningen med det er dog lysende klar. Man kunne kalde praktikperioden for en slags generalprøve på det virkelige liv. Vi får lov til at prøve kræfter med rigtige opgaver i en rigtig virksomhed, men vi har stadig den tryghed at kunne spørge om hjælp, eftersom vi stadig er studerende. Jeg forstår faktisk ikke, hvorfor det ikke er et krav, at alle på en videregående uddannelse skal gennemføre et praktikophold. Det er jo også i denne periode, man finder ud af, om man nu også virkelig har valgt rigtigt, og om det job, man uddanner sig til, nu også passer til ens person. Man kan være nok så dygtig til de enkelte teoretiske fag, men hvis man ikke formår at koble de forskellige kompetencer og se nye muligheder, så besidder man nok ikke de rigtige kvalifikationer. Desuden får man en forsmag på det ansvar og de udfordringer, man møder på arbejdsmarkedet. Efter en praktikperiode ved man, hvad der forventes af en med ens uddannelse, og jeg er sikker på, at man hurtigere udnytter sine egne og virksomhedens kompetencer til fulde, frem for først at skulle finde sig til rette med, hvad det egentlig vil sige at være, i mit tilfælde, diplomingeniør i Integreret Design. 

Kort sagt: ”Når forandringens vinde blæser, findes der to typer mennesker: Dem der bygger læhegn, og dem der bygger vindmøller.” 

Jeg vil hermed opfordre alle til at ”bygge vindmøller” når situationen byder sig… 

Den flyvende tid..

marts 25, 2008

Så er påsken veloverstået, og nye udfordringer venter. I denne uge er der deadline på de skitser, jeg har siddet og arbejdet med den seneste tid. Glæder mig meget til at høre, hvad kunden siger til de ideer, jeg er kommet med. Jeg håber på og krydser fingre for, at de synes, at bare en af ideerne er værd at arbejde videre med..

Denne uge er min 8. i praktikperioden, hvilket betyder, at jeg snart er halvvejs. Tiden er fløjet af sted, og jeg er blevet en hel del klogere – synes jeg selv i hvert fald…

Jeg har haft det sjovt med de opgaver, jeg har arbejdet på indtil nu og glæder mig til at se, hvad de næste 12 uger bringer af udfordringer. Jeg er siden mit praktikopholds start kun blevet endnu mere sikker på, at jeg har valgt rigtigt mht. min uddannelse. Som beskrevet i tidligere blogs mener jeg, at det er vigtigt at holde fast i legen. Med denne uddannelse (Integreret Design) og de job muligheder jeg har, når jeg er færdig, er jeg slet ikke i tvivl om, at der fortsat vil være rigeligt med leg i mit liv; Og det ser jeg frem til!

  –   Time flies when you’re having fun

Designbloggen på top 100

marts 19, 2008

Nu hvor påsken er over os og tiden er kommet til at trille påskeæg er vi så småt ved at gå lidt ferie. Men lige inden, vil jeg da gerne lige prale af at designbloggen er kommet på:

Danmarks 100 populäraste WordPress-bloggar

Den ære kan vi jo ydmygt give videre til dig som læser af vores blog – og tak for det! Vi vil også fremover gøre vores til at det forhåbentligt stadig vil være spændende læsning her på bloggen.

Samtidig kunne det da være sjovt at vide hvad du – som læser – synes er spændende, sjovt, interessant læsning her fra bloggen? Kom med din kommentar, så bloggen kan blive endnu bedre.

Go’ påske herfra det solbeskinnede forårs landskab. 

Legende let?!?

marts 5, 2008

I dag er der deadline på en af de opgaver, jeg har arbejdet på de sidste par uger. Tror sagtens, at jeg skal nå at blive færdig – heldigvis:) Jeg synes selv at det går generelt ret godt med mit praktikophold. Det er sjovt og udfordrende at få lov til at arbejde med nogle “rigtige” opgaver, frem for teoretiske skoleprojekter. Det er altid spændende at høre, hvad de siger til mine ideer. Det er lidt som en voksenlegeplads. Jeg får lov til at være kreativ og komme med en masse ideer og forslag; være sprælsk og tænke i nye baner.

For lige at følge op på mit sidste indlæg, så har “vi voksne” måske ikke glemt at lege – vi leger måske bare på en anden måde. Hermed ikke sagt, at jeg ikke stadig vil prøve at lege mere på børnemåden.. Ligesom dengang jeg var barn og legede “jorden er giftig”, så kan et fejltrin i arbejdslivets leg også gøre ondt. Denne proces er på engang både udfordrende, “farlig” og lærerig, for det er oftest af ens fejl man lærer mest. Hermed ikke sagt, at jeg håber på at begå fejl – tværtimod, men af og til sker det og så må man jo se på den positive side af sagen..

For lige at opsummere ganske kort, så er min pointe nok, at “leg er lærerigt” 

Legebarn?!?

februar 25, 2008

Så er weekenden vel overstået, og jeg er tilbage på min pind hos DOK 54. Jeg har fået stillet en ny opgave, som kræver, at jeg finder mit indre legebarn frem – for hvad er det nu lige, at børn i alderen 3-6 år synes er sjovt. Kan lige så godt tilstå, at det er ved at være en hel del år siden, at jeg befandt mig i den aldersgruppe. Har måtte erfare, at samtidig med man bliver ældre og (forhåbentlig) klogere, glemmer man, hvad det vil sige at lege. Har nok altid vidst, at det er sådan tingene hænger sammen, men har først rigtig fået “koncekvenserne” at føle nu. Jeg har derfor besluttet mig for at lege betydeligt mere i fremtiden . Udover at leg er en sjov måde at bruge sin tid på, er jeg også sikker på at det øger kreativiteten – hvilket jo er yderst relevant, når man sidder i en virksomhed som DOK 54.

Hermed er det altså offentliggjort: jeg skal lege mere!

Design:Startup

februar 22, 2008

I onsdags var jeg blevet inviteret af Business Kolding – som afholder et kursus de kalder “Design:Startup” – til at komme og fortælle om DOK 54, vores opstart og dagligdagen hos en designvirksomhed. Kurset henvender sig til designere der går med tanker om at starte egen design virksomhed, men som har brug for mere klaring omkring deres koncepter og forretningsplaner. Samtidig er det en god mulighed for at forøge sit netværk, samt sparring med andre der sidder i samme situation.

Jeg havde valgt at gører det meget uformelt og egentlig lægge op til dialog i stedet for monolog. Jeg har det selv sådan at når man sidder til sådanne kurser, så vil jeg gerne have det ned på et plan som er til at forstå og som man kan bruge til noget. Derfor fortalte jeg meget kort om DOK 54, og derefter var ordet frit til spørgsmål – og der må man sige at deltagerne var meget aktive. Det var rigtig godt, og jeg følte at de fik noget ud af det – en af deltagerne har skrevet lidt om det på hans blog

Jeg vil varmt anbefale at tjekke kurset ud, hvis du går med tanker om at starte egen design virksomhed.

Selvom man ikke selv er helt klar over det, og ikke mærker til det i hverdagen, så har vi alligevel fået en del erfaring i løbet af de sidste 6 1/2 år vi har drevet DOK 54. Det er nu meget godt engang imellem at træde lidt ved siden af sig selv, og se det hele lidt fra oven – det gir en dejlig helhed i forhold til den travle dagligdag, og det viser ihvertfald mig at vi har gang i det rigtige!!