Så kom weekenden, hvor vintertid blev til sommertid, og uret skulle stilles en time frem. Det er i og for sig ikke noget problem at stille på de fysiske ure, men ens indre ur er lidt mere besværligt at ændre på. Det er meget muligt, at alle mine ure mandag morgen fortæller mig, at kl. er 06.00, men mit indre ur skriger ”kl. er kun fem – sov en time mere!!”. Trods problemerne med mit indre ur så glæder jeg mig over, at vi nu udnytter døgnets lyse timer bedre og at det stadig er lyst når jeg kommer hjem. Som ved så mange andre ting forsøger jeg også her at fokusere på det positive/mulighederne i en situation, frem for det negative og besværlige – ikke alt her i livet skal være let og ligetil.
For mit vedkommende er det som regel også sådan, at jo hårdere jeg har arbejdet med en opgave, jo bedre er følelsen, når den er færdig og målet er nået. Det er min overbevisning, at når man møder en ny udfordring/situation, bør man forsøge at finde meningen med forandringen og reagere på denne, frem for at dvæle ved det trygge og kendte. Gør man ikke dette vil man aldrig flytte sig eller lære noget nyt.
Det at være i praktik indebærer dagligt nye og uvante situationer, som skal takles. Meningen med det er dog lysende klar. Man kunne kalde praktikperioden for en slags generalprøve på det virkelige liv. Vi får lov til at prøve kræfter med rigtige opgaver i en rigtig virksomhed, men vi har stadig den tryghed at kunne spørge om hjælp, eftersom vi stadig er studerende. Jeg forstår faktisk ikke, hvorfor det ikke er et krav, at alle på en videregående uddannelse skal gennemføre et praktikophold. Det er jo også i denne periode, man finder ud af, om man nu også virkelig har valgt rigtigt, og om det job, man uddanner sig til, nu også passer til ens person. Man kan være nok så dygtig til de enkelte teoretiske fag, men hvis man ikke formår at koble de forskellige kompetencer og se nye muligheder, så besidder man nok ikke de rigtige kvalifikationer. Desuden får man en forsmag på det ansvar og de udfordringer, man møder på arbejdsmarkedet. Efter en praktikperiode ved man, hvad der forventes af en med ens uddannelse, og jeg er sikker på, at man hurtigere udnytter sine egne og virksomhedens kompetencer til fulde, frem for først at skulle finde sig til rette med, hvad det egentlig vil sige at være, i mit tilfælde, diplomingeniør i Integreret Design.
Kort sagt: ”Når forandringens vinde blæser, findes der to typer mennesker: Dem der bygger læhegn, og dem der bygger vindmøller.”
Jeg vil hermed opfordre alle til at ”bygge vindmøller” når situationen byder sig…
DesignBloggen 